Jeg har været i Vangede og spille den årlige Helligtrekongers musikgudstjeneste.
Præsten Jacob Rönnow sagde engang noget som jeg ofte tænker på, især selvfølgelig når jeg er der.
Da jeg var højgravid med Liv, og havde tvillinger der kun lige var blevet 2 år, faldt det sammen med at han fik trillinger.
Da det gik op for os at vi således havde noget til fælles sagde han: “Ja, -det er en velsignelse hver gang, og — husk det nu!”
Det har været en noget så modsætningsfuld dag.
Først var jeg til prøve og koncert med Sigurd Barret, der fyrede den af for fuld skrald.
Hold da op hvor er han proff og alligevel oprigtig.
Et ægte talent, som Danmark skal prise sig lykkelige over.
Der er ikke noget påtaget eller klamt eller bedrevidende belæring over ham, der er bare masser af krummer.
Bagefter var det meningen at jeg skulle øve, men jeg må indrømme at det blev til en middagslur i stedet for.
(se ‘familieliv’)
Her til aften var jeg så til en stille Helligtrekongers gudstjeneste i Jersie Kirke.
Der kom ikke så mange, men der var alligevel en varm stemning.
Præsten talte om lys.
“Jesus sagde: “jeg er Verdens lys” (gratis for alle og til alle), ikke:” jeg er Verdens hersker eller politibetjent…”
Meget smukt og inspirerende.
Jeg tænkte at især Freja og Cille ville finde historien om min første koncert morsom:
Jeg var 13 år og boede jo helt deroppe i nord-nord-nord-Norge.
Der hvor togsporene bogstavelig talt ender. Vil man højere mod nord må man enten flyve eller køre med snescooter.
Der er (stadig!) en rejse på mere end 1000 km sydpå, hvis man vil høre en rigtig symfonikoncert.
Deroppe foregår al instrumental undervisning gennem skolekorpset.
Et skolekorps er en slags Tivoligarden, og der findes et i alle norske skoler.
Det er nemlig meget vigtigt for nordmænd at der er nogen der kan trutte deres nationalmelodier på 17. maj.
Der var ikke brug for en harpenist i skolekorpset, så jeg var tamburmajor!
Men altså: pga omstændighederne var årets julekoncert traditionelt et arrangement, der udelukkende involverede blæserinstrumenter.
Og i den (meget) lille forstad til Bodø var publikum i høj grad vandt til at klappe i takt.
Men på opfordring stillede jeg selvfølgelig op.
Jeg skulle spille en lille vals (med en finger i venstre hånd og to i højre) som jeg havde fundet på biblioteket.
Melodien skulle spilles af en pige, der spillede fløjte.
Efter at skolekorpset havde fyret alt det sædvanlige af gik tæppet ned og det rimeligt store orkester stimlede sammen på bagscenen.
Rektor trådte frem for at forberede publikum.
Han startede med ordene:” Nu skal i opleve intet mindre end en sensation! Et ægte glansnummer.”
Han var selvfølgelig stolt af at kunne præsentere klassisk musik som den eneste skole indenfor en radius af 1000 km, men jeg kan godt love for at nerverne klikkede på min side af tæppet!
Tæppet gik op.
Maria begyndte at spille.
Den anden pige “kom ikke rigtig med”.
Maria fortsatte hårdnakket indtil den anden pige rejste sig og viftede med hænderne.
Musikken stopper.
Vi hvisker sammen i en stund og prøver igen, denne gang med bedre held.
Nogen på bagscenen rammer en forkert knap så tæppet går ned midt i det hele.
Da folk skriger flytter den person sig for at se hvad der sker, og tæppet ryger op igen.
Da forvirringen lægger sig slapper vedkommende af igen og læner sig igen op ad knappen og tæppet ryger helt ned.
Rektor træder frem igen og undskylder. (Vi taler om en skole hvor man rejser sig op i klassen når læreren kommer ind og rektor er omgivet af den største respekt.)
Tæppet går op og vi fuldfører koncerten nogenlunde.
Bagefter så jeg rektor grine for første og sidste gang nogensinde.
Tilgengæld fældede han gerne en tåre når han underviste i Norges historie på nynorsk…
På lørdag deltager de Greve-elever, der har ønsket det i årets julekoncert på Hedelyskolen på Dønnergårds alle´i Greve.
Det er en rask gåtur fra Greve station.
Koncerten er kl 14 og harpeeleverne kommer på scenen ca. 15. Måske lidt senere afhængig af så meget.
Først skal Tine spille den meget smukke “Elinor Pluncket”
Bagefter spiller Freja og Cille (der begge kun har spillet harpe i nogle få måneder) “Dejlig er den himmel blå” to-stemmigt med een finger.
For at peppe showet lidt op har vi fundet på at de skal bytte harper midt i det hele imens de spiller.
Hvordan mon det kan lade sig gøre?
Kom selv og se!
Idag skal jeg have to elever på en gang fordi de skal spille ‘Dejlig er den himmelblå’ sammen til koncerten på Holmagerskolen på lørdag.
Spændende!
Idag spreder jeg nyheden om min hjemmeside til eleverne…
Nu er det spændende om der f. eks. er andre der tør afsløre hvor meget de øver!
Fodby ligger godt nok langt væk fra alt andet end Fodby!
Og der er mørkt…
Ikke desto mindre kunne den lille by stille op med et stort, varmt og entutiastisk publikum.
Ja - kirken var faktisk helt fuld.
Alle kendte hinanden og hilste med hånden.
Det blev til an af de bedste opførelser vi har lavet af Britten.
N. Zahles kor synger som engle. Også med Minna nu kun i ånden.
Jeg håber virkelig at de kan holde fast ved denne tradition.
I morgen holder jeg koncert i Fodby kirke.
Det er sammen med et kor, som jeg har spillet Britten med i årevis.
Minna Hess Thaysen dirigerede værket hvert år i mere end 50 år, men hun døde meget desværre sidste år.
Nu har koret fået Jørgen Berg til at dirigere sig.
Han er mere “moderne” i sin fortolkning.
Dvs. mere nodetro og mindre romantisk.
Det er lidt mærkeligt uden Minna, men det er jo det der er det fine ved klassisk musik:
Den består selvom mennesker forgår.
Dette er det første indlæg i hvad jeg håber bliver en fælles blog for alle mine elever!
