Sorgmod
torsdag, 30. oktober 2008Søren kan sommetider have det svært når Lykke har gæster og de er 3 piger mod 1 dreng.
Som da han igår sukkede: “Det er ikke sådan at have gæster når de ikke vil lege med nogen…”
Søren kan sommetider have det svært når Lykke har gæster og de er 3 piger mod 1 dreng.
Som da han igår sukkede: “Det er ikke sådan at have gæster når de ikke vil lege med nogen…”
Søren (ud af det blå): “Der er mange på min stue i børnehaven, der tror at man ikke må fjolle.”
Mens vi stadig lå og morgen-hyggede i sengen viste Lykke mig at hun kunne det tegn hvor man knytter hånden, undtagen med lillefingeren og pegefingeren, der stikker lige op.
Jeg: “Hvor har du dog lært det tegn?”
Lykke. “Det kan de allesammen i børnehaven. Undtagen de voksne.”
Jeg: “Det er et meget grimt tegn.”
Lykke: “Ikke hvis man har neglelak på!”
Børnene og jeg har været i Odense hos mine forældre i de sidste 4 dage.
I morges havde mine forældre et ærinde, og da de gik sagde Lykke tørt:
“Nu er de gået. - Så er det din tur til at slide og slæbe….”
Bortset fra det har Søren nu 40 i feber for anden dag i træk.
Idag var vi i biografen og så “Far til 4″.
Søren syntes at den var så uhyggelig at vi måtte gå ud af biografen flere gange for at holde pauser.
Når vi kom tilbage var det kun fordi vi blev enige om at de sikkert havde sagt undskyld til hinanden i filmen.
Og ja - jeg skrev “Far til 4″!
På hjemvejen kom han og jeg lidt bagud, og Søren mente at det måtte være mormor, der havde smidt blade på fortorvet for at vi kunne finde vej.
Jeg (om til bagsædet):” Ved I godt alle 3 hvor højt jeg elsker jer?”
Pigerne:”Jaaah!”
Søren: “Ja: du elsker os højere end luften elsker solen. Og højere end kamelerne elsker deres pukler.Og jeg elsker dig højere end Hove-senderen elsker sine blinklys!”
Når Lykke bliver stor vil hun have en blomsterbutik.
For hun eæeelsker blomster.
I børnehaven sagde de at Søren nu var kærester med en for mig ukendt Mathilde.
Da jeg spurgte ind til det svarede at han stadig var sammen med laura og:
“Man kan jo ikke have 2 kærester…eller 3. Så går det galt!”
Jeg hjælper min lille nevø, Anton på 1½ år ned af trapperne og roser ham imens:
“Er du virkelig blevet så stor nu, at du kan gå på trapper?”
Anton (tørt): “Ja.”